Vore medlemmer er en vigtig ressource

En af bestyrelsens fornemste opgaver er at vedligeholde og opretholde en god skare af medlemmer. Vi har i et par måneder arbejdet på et projekt, hvor vi vil synliggøre os selv, og på den måde forsøge at hverve nye medlemmer.

 

Uden medlemmernes støtte og kontingent, ville vi ikke være i stand til at hjælpe Hospice Sønderjylland som vi gør i dag.

Kontingentet er på kr. 100.- årligt, det lyder ikke af meget, men når vi er mange, bliver de til en stor pose penge vi kan donere.

Vores økonomiske råderum, tilgodeser patienter, sygeplejersker, køkkenet og de frivillige, alle personalegrupper på Hospice Sønderjylland kan søge om støtte.

Det er ikke altid nemt at få nye medlemmer i en støtteforening for et hospice. Mange synes det er sorgfuldt at tænke på og tale om hospice. Det er det også, men vi ved, at det nytter, at man på Hospicer gør en uvurderlig forskel.

Her i tiden med Corona, har bestyrelsen for Hospice Sønderjylland været udelukket fra mange aktiviteter, men det betyder ikke at vi ikke har arbejdet for sagen hver for sig.

Jeg kan kort nævne, at arbejdet med at finde ambassadører ser ud til at bære frugt, men mere herom senere.

Som nævnt tidligere i artiklen, har vi også støttet Anne og pigerne i køkkenet når de har haft behov for f.eks. maskiner til at lette deres hverdag. Den sidste store investering, er en robotblender der kan blende maden til patienterne, og Anne stråler når hun fortæller hvor meget godt der kan laves til patienterne med den maskine.

Vi har valgt at bruge Anne og køkkenets behov i vores nye kampagne, som ganske kort går ud på at lave en udstilling med plakater og oplysninger om medlemskab af støtteforeningen.

Vi vil udstille i tomme butiksvinduer i flere byer for at synliggøre os selv.

Vi vil vise hvem vi er, og hvordan kontingentet på 100.- kr.  blandt mange andre ting bliver brugt.

HUSK, KÆRE MEDLEMMER, I MÅ MEGET GERNE BIDRAGE MED AT SKAFFE NYE MEDLEMMER, I ER GODE AMBASSADØRER FOR SAGEN, OG VI VIL VÆRE MEGET TAKNEMMLIGE FOR HVERT ET MEDLEM VI FÅR.

 

Med venlig hilsen

Gitte Elmelund Mørch

Vore medlemmer er en vigtig ressource2020-12-13T17:59:38+01:00

Kulturnat i Sønderborg aflyst

Kulturnatten i Sønderborg den 21.8. er aflyst pga. Corona krisen og udsat til fredag den 20. august 2021.

Vi glæder os til at møde jer der.

Med venlig hilsen

John Erendal

Kulturnat i Sønderborg aflyst2020-05-07T10:03:48+02:00

imens vi venter

Støtteforeningens bestyrelse er, som resten af Danmark, sat på vågeblus. Coronaen er ikke at spøge med, og det respekterer vi, uden tøven.

Det betyder dog ikke, at vi ikke er aktive og i kontakt med hinanden jævnligt. Lige nu sidder medlemmer af bestyrelsen og kontakter støtteforeningens medlemmer for at bede om deres mailadresser. Måske har I allerede på nuværende tidspunkt fået et opkald ?

Vi har et stort ønske om at kunne skrive til vores medlemmer. Ikke ”reklamemails” som så mange andre, men vigtige mails, for os og for jer.

I starten af Corona-forløbet ville vi rigtig gerne have skrevet til jer, at vores generalforsamling var aflyst, men vi manglede for mange af vores medlemmers mailadresser, så vi måtte ty til at sende aflysningen pr. post.

Det var både kostbart og langsommeligt, men vi havde ikke andre muligheder. Det håber vi ændrer sig med tiden, så I kan få vigtige beskeder og nyheder hurtigt via mailen.

Pas på jer selv derude!

De bedste hilsner

Gitte Elmelund Mørch

imens vi venter2020-05-06T06:48:42+02:00

Påskehilsen til patienter og medarbejdere på HospiceSønderjylland

Onsdag den 8. april modtog alle beboere og medarbejdere på HospiceSønderjylland en påskehilsen fra Støtteforeningen i form af en æske chokolade fra vores lokale forretning Xocolatl.

Bestyrelsen ønskede at give en opmuntring til beboerne på hospice og ønske god påske, og sendte samtidig en varm tak til personalet for den store ekstra indsats i forbindelse med Corona krisen. Ingen tvivl om at det har været en stor udfordring for både beboere og alle personalegrupper at håndtere smittefaren.

Gaverne blev modtaget med glæde, så det var en stor fornøjelse for giverne.

Påskehilsen til patienter og medarbejdere på HospiceSønderjylland2020-07-13T11:44:31+02:00

GENERALFORSAMLING AFLYST

Af hensyn til risiko for smittespredning af COVID-19 har bestyrelsen besluttet at aflyse/udsætte årets generalforsamling. Bestyrelsen følger udviklingen løbende og vil indkalde til en ny generalforsamling på et senere tidspunkt, når vi skønner, at det igen er forsvarligt.

Bestyrelsen for Støtteforeningen for HospiceSønderjylland

GENERALFORSAMLING AFLYST2020-03-11T17:33:16+01:00

Generalforsamling, mandag den 23. marts kl. 17.00

Støtteforeningen  afholder generalforsamling, mandag den 23. marts kl. 17.00 på:

Hospice Sønderjylland

Ribe Landevej 130

6100 Haderslev

Vi har i år valgt at starte kl. 17.00, for at tilgodese de af vore medlemmer der stadig er på arbejdsmarkedet, og der serveres sandwich og lidt drikkeligt omkring kl. 18.00

Vi glæder os til at se jer, og håber at rigtig mange har tid og lyst til at bakke op om denne vigtige del af støtteforeningens arbejde.

Generalforsamling, mandag den 23. marts kl. 17.002020-02-02T17:13:11+01:00

Præsentation af de nye i bestyrelsen 2019

Rene Nielsen

Jeg bor i Tønder sammen med min kone Mette, som jeg har været gift med i snart 38 år.

Jeg er uddannet bygningssnedker, men har arbejdet i over 30 år som firkirkepræst.

De seneste 10 år har jeg arbejdet som bedemand, et arbejde som helt naturligt har lært mig

Hospice Sønderjylland at kende.

Kirsten Christiansen

Jeg er 52 år gammel og kommer oprindeligt fra Vamdrup, men har boet i Toftlund siden 1984.

Jeg er udlært i en trælast i Toftlund og jeg fandt også manden i mit liv i Toftlund, han hedder Niels og sammen har vi 3 voksne børn, 2 svigerbørn og 2 små børnebørn.

Arbejdsmæssigt driver min mand og jeg to butikker sammen – Toftlund/Løgumkloster boghandel. Desuden er jeg sekretær for vores sognepræst og arbejder også hos Toftlund Maskinfabrik A/S i bogholderiet.

I min fritid læser jeg en masse bøger, desuden er jeg aktiv inden for KFUM & KFUK og så er jeg frivillig på Hospice og har været det siden september 2014. Jeg nyder mine vagter og samværet med de andre frivillige. Jeg er stolt af vores hospice og alle der har deres gang der, derfor glæder jeg mig også til at tage fat på et nyt kapitel som medlem af støtteforeningens bestyrelse.

Laila Steenfat

Jeg er en 45-årig kvinde, der bor i Hammelev med den ene af mine to sønner og min hund. Jeg er sprogligt uddannet og arbejder med kommunikation hos ECCO Sko i Bredebro. Jeg er meget passioneret omkring mit fag og nyder mit arbejde.

Uden for arbejdstid nyder jeg at gå til dans og gå lange ture med min hund. Helt grundlæggende sætter jeg stor pris på nærvær og tid med min familie og mine veninder.

Det ville være en fornøjelse for mig, hvis jeg kan bidrage med min tid og energi for at støtte op om det fantastiske arbejde, der foregår omkring Hospice Sønderjylland.

De bedste hilsner
Laila

Præsentation af de nye i bestyrelsen 20192019-12-08T10:34:56+01:00

En aften med Jacob Birkler og TRIALKA TRIO

Den 8. november var medlemmer og andet godtfolk inviteret til en hyggelig aften med Jacob Birkler og Trialka Trio i Sønderjyllandshallen i Aabenraa.
Det blev en virkelig god musikalsk aften, men også en aften hvor Jacob Birkler udfordrede os på den gode måde.

Der kom ikke så mange til arrangementet som vi godt kunne have ønsket os, og det kan der være flere gode grunde til. Vi havde sendt pressemeddelelse ud til mange aviser, men den blev ikke trykt, så vidt vides kun i Sønderborg, måske har det kommende valg haft indflydelse derpå. Det kan også være at nogle af vore medlemmer har tænkt det var et lidt tungt emne der var på programmet: ”Med livet og døden i egne hænder”.
Trialka Trio spillede musik for enhver smag, det blev en bred vifte af dejlige musikstykker, meget dygtigt fremført. Jeg tror såmænd der var nogen der sang med på de gamle kendte melodier, så en dejlig optakt til en spændende aften.
Jacob Birkler er et karismatisk menneske, og en meget dygtig foredragsholder, han forstår virkelig at få tilhørerne med, og han forstår at involvere tilhørerne ved at stille spørgsmål.

Han fortalte blandt andet om, hvordan og hvorfor han selv havde ændret mening med hensyn til aktiv dødshjælp.
Han brugte ofte ordene ”Etik handler om optik”, ”Værdighed ligger i øjnene der ser”, og ligeledes sagde han mange gange, ”KAN VI, SKAL VI, BØR VI” og ”frem for alt, skal vi se os godt for” .
En aften der satte en masse tanker i gang, om alt det vi troede vi vidste, og tanker om hvor stor betydning vores sprogbrug i hverdagen har.
En aften med meget stof til eftertanke!
Stort tak til Jacob Birkler og Trialka Trio!

En aften med Jacob Birkler og TRIALKA TRIO2024-08-03T09:18:27+02:00

Kultur- og idrætsnatten i Sønderborg

Støtteforeningen deltog igen i år i Kultur- og Idrætsnatten i Sønderborg, fredag den 24. august, fra kl. 1700-2200.

Det er en tilbagevendende begivenhed som vi prioriterer højt, det er en god måde at møde vore medlemmer på, samt at hverve nye, og ligeledes at fortælle om Støtteforeningen og dens arbejde.

Der er rigtig mange mennesker, mange frivillige, mange foreninger, og vi får rigtig mange positive tilbagemeldinger på vores deltagelse.

I år havde John Erendal fra bestyrelsen lavet en konkurrence med spørgsmål om Hospice, og han havde samtidigt sørget for omtale i ugeavisen, så mange kom og afleverede de færdige besvarelser. Man kunne også deltage ved standen, hvilket mange gjorde.

Det var en stor succes, og de flotte præmier fra Davidsen, Mr. Klausen, Rønhaveslagteren, Wohlenberg samt Sønderborg Revyen gjorde lykke.

Kultur- og idrætsnatten i Sønderborg2020-02-03T07:23:14+01:00
Go to Top