Et nyt år er begyndt, og det er tid at tage afsked med 2020 og byde 2021 velkomment.
Ikke meget blev som vi forventede i 2020. I løbet af året lærte vi vel allermest, at vi står stærkest, når vi står sammen. De mange restriktioner, der kom til at fylde vores hverdag, krævede af og til kreativ tænkning. Støtteforeningen for HospiceSønderjylland måtte på linje med mange andre foreninger aflyse de fleste planlagte arrangementer. Men hvor der er vilje, er der vej, så vi brugte i stedet vores kræfter på at støtte op om initiativer, der kan lette livet for husets beboere, også i en tid med Corona. Det resulterede blandt andet i et fint nyt udendørsområde med fine havebænke, flisebelægning og beplantning. Dette og meget andet kan du læse mere om i vores HospiceNyt.
Og til sidst en opfordring: Medlemmerne af Støtteforeningen for HospiceSønderjylland er en mangfoldig gruppe. Alle har de det til fælles, at de ønsker at være noget for nogen. Mange synes ikke, det er noget særligt. Men det ER noget særligt! Hvis du eller en af dine bekendte skulle være interesseret i at blive medlem, må du endelig kontakte os. Jo flere medlemmer vi er, jo større forskel kan vi gøre.
Foran os ligger et nyt år med alt hvad det bringer af refleksion, ønsker og håb. Lad os gå ind i det sammen. Vi i bestyrelsen ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2021.
På bestyrelsens vegne,
Jan Petersen
Formand